Arbejdstilsynets bekendtgørelse 798 af 14. juni 2023.
I medfør af § 11 a, stk. 4, § 15, stk. 2, § 15 a, stk. 2, § 33, stk. 1, § 35, § 56 og § 67 i lov om arbejdsmiljø i Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 1048 af 26. oktober 2005, som ændret ved lov nr. 724 af 13. juni 2023, fastsættes efter bemyndigelse:
Kapitel 1 Område
§ 1. Bekendtgørelsen gælder for indretningen af arbejdssteder for bygge- og anlægsarbejde (byggepladser), hvad enten arbejdet udføres af ansatte, arbejdsgiver selv eller af selvstændige uden ansatte.
Stk. 2. Dog gælder bestemmelserne i kapitel 9, om velfærdsforanstaltninger, ikke ved arbejde, hvor der ikke beskæftiges ansatte, eller som omfattes af § 2, stk. 2, i lov om arbejdsmiljø i Grønland.
Stk. 3. Bestemmelserne i kapitel 9, om velfærdsforanstaltninger, gælder desuden ikke ved arbejde,
- hvor arbejdsgiverens arbejdsopgaver på byggepladsen er af en varighed på højst 3 hele arbejdsdage, og de ansattes samlede beskæftigelser er på højst 6 manddage, eller
- hvor de ansatte under beskæftigelsen på byggepladsen begynder og afslutter den daglige arbejdstid på et andet sted end byggepladsen. Ved sådanne arbejder skal den ansatte have velfærdsforanstaltninger efter reglerne om skiftende arbejdssteders indretning.
Stk. 4. Ved bygge- og anlægsarbejde forstås i denne bekendtgørelse
- arbejde, der udføres i forbindelse med opførelse og ændring af bygninger og konstruktioner, herunder montagearbejder,
- opførelse og ændring af veje, tunneler, broer, havne og lignende anlæg,
- grave- og jordarbejde i forbindelse med ovennævnte,
- rør- og kabellægning,
- reparations- og vedligeholdelsesarbejder af ovennævnte, og
- nedbrydning og demontering af oven nævnte eller dele heraf.
§ 2. Bekendtgørelsen bevirker ingen ændringer i de særlige krav til indretning af byggepladser, som følger af arbejdsmiljølovgivningens øvrige regler.
§ 3. Foruden arbejdsmiljølovgivningens bestemmelser gælder de bestemmelser, der i medfør af anden lovgivning, som brandlovgivningen og stærkstrømsbekendtgørelsen, måtte være fastsat for indretningen af byggepladser.
§ 4. Forpligtelserne ifølge bekendtgørelsen påhviler arbejdsgivere, arbejdsledere og øvrige ansatte, efter arbejdsmiljølovgivningens almindelige regler, jf. lovens kapitel 3.
Kapitel 2 Planlægning og samarbejde
§ 5. På byggepladser hvor to eller flere arbejdsgivere samtidig er beskæftiget, uden at der samtidig vil være beskæftiget flere end 10 personer, skal den enkelte arbejdsgiver som led i samarbejdet om sikkerhed og sundhed aftale med de øvrige arbejdsgivere, hvorledes byggepladsen skal indrettes, således at arbejdet på byggepladsen til enhver tid kan foregå forsvarligt, og aftalen skal om nødvendigt løbende holdes ajour.
§ 6. Den enkelte arbejdsgiver på byggepladsen skal sørge for, at de foranstaltninger for fællesområderne, som er aftalt med bygherren eller de andre arbejdsgivere, jf. bekendtgørelse om bygherrens pligter i Grønland, iværksættes og vedligeholdes, samt føre et effektivt tilsyn hermed.
Stk. 2. Den enkelte arbejdsgiver på byggepladsen skal medvirke til at sikre, at bygherrens planlægning, afgrænsning og koordinering til fremme af de beskæftigedes sikkerhed og sundhed på byggepladsen virker efter hensigten.
Stk. 3. Den enkelte arbejdsgiver på byggepladsen skal tage hensyn til de anvisninger vedrørende planlægningen og koordineringen af sikkerheden og sundheden på byggepladsen, der kommer fra bygherrens koordinatorer, jf. bekendtgørelse om bygherrens pligter i Grønland.
§ 7. På byggepladser, hvor arbejdet forventes at have en varighed på mere end 30 arbejdsdage og hvor mindst 20 ansatte er beskæftiget samtidig, eller hvor den formodede arbejdsmængde forventes at overstige 500 manddage, skal der fra arbejdsgiveren, inden byggepladsen etableres, foreligge en vurdering af sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdets udførelse, medmindre bygherren har pligt til at udarbejde en plan efter § 4, stk. 1, i bekendtgørelse om bygherrens pligter i Grønland.
Stk. 2. Hvis der er flere arbejdsgivere på byggepladsen, skal vurderingen af sikkerhed og sundhed efter stk. 1, samordnes mellem arbejdsgiverne.
§ 8. Hvis et bygge – og anlægsarbejde indebærer særlige farer, som angivet i bilag 1, skal arbejdsgiveren udarbejde en skriftlig vurdering for arbejdets udførelse, medmindre bygherren har pligt til at udarbejde en plan efter § 4, stk. 1, i bekendtgørelse om bygherrens pligter i Grønland. Hvis arbejdet kun for en del består i arbejde af denne karakter, skal vurderingen kun omfatte denne del af arbejdet.
Stk. 2. Hvis arbejdet skal udføres af flere arbejdsgivere, skal vurderingen af sikkerhed og sundhed efter stk. 1, samordnes mellem arbejdsgiverne.
Kapitel 3 Almindelige bestemmelser
§ 9. Bygningsdele, tekniske anlæg og installationer, tunneler, minegange, udgravninger, læsseramper og lignende, der er etableret på byggepladsen, skal være konstrueret og indrettet forsvarligt under hensyn til den forudsatte anvendelse.
§ 10. På de enkelte steder, hvor der udføres arbejde, skal der så vidt muligt være tilstrækkelig plads til, at nødvendigt inventar, hjælpemidler og materialer kan anbringes indbyrdes forsvarligt, og så alle funktioner, der er forbundet med arbejdet, kan udføres sikkert og med forsvarlige arbejdsstillinger og –bevægelser.
Stk. 2. Der skal på det enkelte sted, hvor der arbejdes, være forsvarlige adgangsforhold og tilstrækkelige flugtmuligheder samt tilstrækkelig tilførsel af frisk luft.
§ 11. Til arbejde over terræn eller gulvniveau, der ikke på anden måde kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, skal der findes egnede tekniske hjælpemidler, hvorfra arbejdet kan udføres.
Stk. 2. I råhuse, på stilladser eller lignende åbne konstruktioner, hvor der foregår arbejde i længere perioder, og hvor det må forudsættes, at de ansatte udsættes for sundhedsskadelige påvirkninger fra vejrliget, skal arbejdet, i det omfang det er muligt og rimeligt, tilrettelægges som indendørsarbejde.
§ 12. Hvis der udføres arbejdsoperationer på samme sted i længere tid, skal arbejdet under hensyn til vejrliget tilrettelægges som indendørsarbejde.
Stk. 2. Hvis der på byggepladsen i længere perioder udføres tegnestuearbejde, kontorarbejde eller andet arbejde, der ikke er egentligt bygge- og anlægsarbejde, skal det henlægges til lokaler, hvis indretning opfylder reglerne om faste arbejdssteder. Dette gælder også lokaler indrettet i skure, pavilloner eller lign., idet loftshøjden dog ikke må være mindre end 2 meter.
§ 13. Skure, pavilloner og lign., herunder skurvogne og lign. med velfærdsfaciliteter, skal være placeret, hvor de er mindst muligt udsat for nedstyrtende materialer, støv og anden luftforurening, støj, vibrationer, ildelugt m.v.
Stk. 2. Skurene m.v. skal være placeret således, at tilstrækkelig tilgang af dagslys ikke er hindret, og så der fra det enkelte skur på terræn er flugtvej i mindst 2 retninger til frit terræn. Flugtveje fra skurene skal have en bredde på mindst 2 meter og holdes frit passable.
Stk. 3. Skurene m.v. skal være opstillet stabilt med vandrette gulve. Der skal være opsat forsvarlige trapper fra døre til terræn, og alle døre til det fri skal åbne udad.
§ 14. Tekniske installationer og anlæg skal være placeret og installeret, så de er til mindst mulig fare under arbejdet, og så de så vidt muligt er sikret mod uvedkommende.
Stk. 2. Materialer, herunder affald, skal være anbragt, stablet og eventuelt sikret, så de ikke frembyder fare for sikkerhed og sundhed. Stoffer og materialer, der er meget giftige, giftige, ætsende, eksplosive, yderst let antændelige og letantændelige, skal opbevares på et egnet og aflåst sted.
§ 15. Der skal ved indretningen af arbejdsstedet i nødvendigt omfang tages hensyn til handicappede arbejdstagere.
Kapitel 4 Nedstyrtnings- og nedskridningsfare
§ 16. På terræn skal farlige niveauforskelle, gruber, huller og lign. forsvarligt afspærres, overdækkes eller forsynes med rækværk. Udgravninger skal sikres ved indhegning eller anden passende foranstaltning, der hindrer nedstyrtning af personer eller materiel.
§ 17. Jordarbejde, herunder udgravning til byggegruber, rør, kabler m.v., skal udføres med passende skråningsanlæg eller brug af afstivning eller anden egnet foranstaltning, så fare for jordskred er effektivt imødegået.
Stk. 2. Foranstaltningerne skal træffes under hensyn til jordens beskaffenhed, fx evt. nærliggende ældre udgravninger med løsere fyld, samt påvirkninger fra vejrliget. Der skal desuden tages hensyn til særlige belastninger tæt på udgravningen eller aktiviteter i området, der kan bevirke rystelser.
Stk. 3. Der skal om nødvendigt, inden arbejdet påbegyndes, foretages undersøgelser af jordbundsforholdene og indhentes oplysning om eventuelle installationer på området samt tidligere aktiviteter på arealet.
§ 18. Udgravninger, brønde, tunneler og andre underjordiske anlæg, herunder krybekældre, hvori der foregår arbejde eller færdsel, skal på forsvarlig måde sikres mod sammenstyrtning og nedskridning af materialer samt evt. fare i forbindelse med indtrængen af vand, flydesand m.v.
Stk. 2. Det skal sikres, at der under arbejdet er mulighed for hurtig flugt i fornødent omfang og sikre op- og nedgange i passende antal og placering.
Stk. 3. Kanten af udgravninger, skal friholdes i passende afstand for oplæg af materialer og for kørsel. Afstanden skal normalt mindst være 1 meter.
§ 19. I bygninger, konstruktioner m.v. skal åbninger i gulve, tage, vægge, etageadskillelser og lign., som frembyder fare for nedstyrtning eller fald, forsynes med rækværk, overdækning eller anden passende sikkerhedsforanstaltning.
Stk. 2. Ved arbejde på underlag, herunder tagbeklædning, der ikke har den fornødne bæredygtighed, skal der etableres passende sikkerhedsforanstaltninger mod faren for gennemstyrtning.
§ 20. Arbejdsdæk, arbejdsplatforme, stilladser, adgangsveje og lign. Skal være forsynet med rækværk eller anden effektiv afspærring overalt, hvor der kan ske fald på mere end 2 meter til det omgivende underlag, og tillige ved mindre højde, hvor der er særlig fare, jf. § 22, stk. 2.
Stk. 2. Dette gælder dog ikke i forbindelse med arbejdsoperationer, hvor rækværk eller afspærring vil være til hinder for arbejdets udførelse, eller i forbindelse med kortvarige arbejdsopgaver, hvor faren ved etablering og fjernelse af rækværk eller afspærring er større end den fare, der skal afværges. Der skal i så fald træffes andre passende sikkerhedsforanstaltninger, jf. § 23.
§ 21. På tage, hvor der foregår færdsel eller arbejde, skal der alt efter tagets hældning træffes følgende sikkerhedsforanstaltninger:
- Taghældning under 15º: Hvor tagkanten er mere end 3,5 meter over det omgivende underlag, skal der langs kanten opsættes rækværk eller anden lige så effektiv sikring, jf. § 23. Hvis tagarbejdet foregår på skridsikkert underlag og under gode vind- og vejrforhold, kan højden hæves til 5 meter. Hvis arbejdet kan udføres, uden at det er nødvendigt at komme nærmere end 2 meter til tagkanten, kan rækværket erstattes af en tydelig og holdbar markering af arbejdsstedet. Færdsel må ikke finde sted uden for markeringen.
- Taghældning på 15º eller derover: Hvis tagfoden er mere end 2 meter over det omgivende underlag, og der under arbejdets udførelse vil forekomme færdsel eller arbejde i en højde af 5 meter eller derover, skal der, inden arbejdet påbegyndes, ved tagfoden anbringes stillads, skærm, net eller lign., jf. § 23, der med sikkerhed kan standse fald af personer. Hvis taget er glat, skal der, uanset hvilken højde der arbejdes i, anvendes tagstiger, medmindre lægterne forsvarligt kan fungere som sådanne.
- Taghældninger på 34º eller derover: Der skal træffes foranstaltninger efter pkt. 2 og derudover anbringes skærm, net eller lign. Således, at den lodrette afstand fra de steder, hvorfra der arbejdes, til skærmen m.v. aldrig overstiger 5 meter. Der skal desuden, uanset hvilken højde, der arbejdes i, altid anvendes tagstiger, medmindre lægterne forsvarligt kan fungere som sådanne.
- Taghældning over 60º: Der skal træffes foranstaltninger, som angivet i pkt. 3, dog således at den lodrette afstand fra arbejdssteder til skærm m.v. aldrig overstiger 2 meter.
Stk. 2. Rækværk, skærm, net eller lign. kan undlades, hvis arbejdet er kortvarigt og udføres med anvendelse af sikkerhedsbælte med line.
Stk. 3. Pladser for op- og nedhejsning af materialer m.v. og ved rør til nedstyrtning af affald, skal være forsynet med rækværk, skærm, net eller lign., når den lodrette afstand fra tagkant til det omgivende underlag det pågældende sted overstiger 2 meter.
Stk. 4. Indhak i taget skal sikres, som angivet i stk. 3, medmindre indhakket er effektivt markeret, jf. stk. 1, pkt. 1.
Stk. 5. Sikkerhedsforanstaltninger efter stk. 1, 2, 3 og 4 skal træffes også ved mindre faldhøjde end angivet i disse bestemmelser, hvis der på grund af arbejdets art, vejrforholdene, tagfladens art eller andre forhold er særlig fare for nedstyrtning, eller hvis nedstyrtning på det omgivende underlag er forbundet med særlig fare, jf. §§ 22 og 23.
§ 22. Hvor der i øvrigt under arbejde og færdsel i højden kan være fare for fald, skal der, hvis faldhøjden er mere end 2 meter, træffes sikkerhedsforanstaltninger efter § 20.
Stk. 2. Der skal tillige træffes sikkerhedsforanstaltninger, hvor der er mindre faldhøjde, hvis der på grund af arbejdets art er særlig fare for nedstyrtning, eller hvis nedstyrtning på det omgivende underlag er forbundet med særlig fare.
Stk. 3. Sikkerhedsforanstaltninger kan dog undlades ved kortvarige arbejdsopgaver, hvor faren ved sikkerhedsforanstaltningernes etablering, brug og fjernelse er større end den fare, de skal afværge.
§ 23. Sikkerhedsforanstaltningerne mod personnedstyrtning, der fx kan bestå i stilladser, rækværker, skærme, overdækninger, tagstiger, transportable personløftere med arbejdsplatform (lift), sikkerhedsnet eller sikkerhedsbælte med line, skal vælges således, at faren under deres etablering og fjernelse er mindre end den fare, de skal afværge.
Stk. 2. Sikkerhedsbælte med line kan dog kun vælges til arbejdsopgaver, hvor anden sikkerhedsforanstaltning ikke med rimelighed kan anvendes.
§ 24. Rækværker, der skal beskytte mod nedstyrtningsfare, skal mindst bestå af håndliste, knæliste og fodliste. De skal have fornøden styrke og være forsvarligt udført.
Stk. 2. Overdækninger skal være af tilstrækkelig styrke og sikres mod forskydning.
§ 25. Hvor der er risiko for, at genstande eller materialer kan falde ned, skal der træffes passende foranstaltninger til sikring af omgivelserne, fx ved afspærring eller afskærmning. Materialer m.v., der oplægges på tage og lign., skal være anbragt, så de ikke kan glide eller rives ned af vinden.
Kapitel 5 Andre risici
§ 26. Hvor der i øvrigt er forhold, der kan frembyde fare for personskade, skal der foretages passende sikkerhedsforanstaltninger, som fx afspærring af det pågældende område, afstivning ved sammenstyrtningsfare, afskærmning eller ombøjning af udragende genstande, armeringsjern m.v.
§ 27. Ved arbejde på veje eller andre arealer med risiko for påkørsel skal der træffes foranstaltninger, der effektivt sikrer de beskæftigede, fx passende afskærmning eller markering.
§ 28. Områder, hvor der skal foregå arbejdsprocesser, der indebærer særlige risici, fx nedrivning og sprængning af bygninger og konstruktioner eller sprængning af fjeld, skal indrettes, så arbejdet kan udføres så farefrit som muligt og med anvendelse af nødvendige sikkerhedsforanstaltninger.
Stk. 2. Hvis arbejdsprocessen udvikler støv eller anden luftforurening, stråling, ekstreme temperaturer, støj, stank m.v., skal dette så vidt muligt imødegås på udviklingsstedet eller fjernes.
Stk. 3. Ventilationsanlæg skal være indrettet og placeret, så sundhedsskadelig støj og træk undgås, og således at vedligeholdelsen kan ske på forsvarlig måde. Ventilationsanlægget skal være forsynet med en kontrolanordning, der angiver utilstrækkelig funktion.
§ 29. Hvor der er fare for, at luften indeholder sundhedsskadelige eller brændbare stoffer eller materialer, skal luften kontrolleres, og der skal træffes effektive foranstaltninger til beskyttelse af de beskæftigede mod påvirkninger herfra og til forebyggelse af risikoen for ulykker.
Stk. 2. Det samme gælder, hvis der arbejdes på steder, hvor der kan opstå iltmangel. Kontrollen skal foretages kontinuerligt. Der skal desuden etableres en overvågning udefra og være truffet foranstaltninger, så den pågældende hurtigt og effektivt kan reddes ud og få hjælp.
§ 30. I de i §§ 24 og 25 beskrevne tilfælde må andre ikke arbejde eller opholde sig så nær området, at de udsættes for fare eller sundhedsskadelig påvirkning.
§ 31. Hvor der under arbejdet er risiko for forurening med materialer, der er smittefarlige, eller med stoffer eller materialer, som det af hensyn til sikkerhed eller sundhed er vigtigt at få fjernet hurtigt fra huden eller hindret spredning af, skal der i nærheden findes passende og tilstrækkelige hjælpemidler hertil, som fx øjenskylleflaske, nødbruser, håndvask, om nødvendigt varmt vand og særlige rensemidler.
§ 32. Der skal i nødvendigt omfang findes en holdbar skiltning anbragt på hensigtsmæssige steder, til oplysning om særlige risici på byggepladsen eller om andre forhold af sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning.
Stk. 2. De ansatte skal på arbejdsstedet have adgang til at benytte telefon.
§ 33. Hvor arbejdets art og forholdene i øvrigt gør det påkrævet, skal arbejdsstedet være forsynet med passende brandmateriel og redningsudstyr samt fornødne hjælpemidler til førstehjælp i ulykkestilfælde. Hvis det er nødvendigt for at kunne yde en forsvarlig førstehjælp, skal der findes særlige lokaler indrettet og udstyret hertil. Nævnte udstyr m.v. skal findes i tilstrækkelig mængde, anbragt på hensigtsmæssige steder.
§ 34. Hvor der kan opstå særlige faresituationer, skal arbejdsstedet være forsynet med alarmsystemer, der på hensigtsmæssig måde advarer om faren.
Stk. 2. Brandmateriel og alarmsystemer skal jævnligt kontrolleres og vedligeholdes.
Kapitel 6 Adgangs- og transportveje
§ 35. Byggepladsen skal være indrettet med et tilstrækkeligt antal adgangsveje og transportveje af en sådan størrelse og beskaffenhed, at færdslen for kørende og gående kan foregå uden fare for sikkerhed eller sundhed. Adgangs-, transport- og færdselsarealer skal i fornødent omfang være indrettede, så egnede tekniske hjælpemidler kan anvendes.
Stk. 2. Placeringen, antallet og dimensionerne af døre, porte, lemme, m.v. skal være forsvarlige under hensyn til arbejdets art og forholdene i øvrigt. Døre m.v. skal bestå af egnede materialer og være udformet og indrettet således, at de let kan åbnes, lukkes og passeres uden risiko.
§ 36. Veje og færdselsarealer for kørende materiel skal forsynes med passende værn, hvis de er hævet over tilstødende arealer med mere end 3 meter høje skråninger eller mere end 1 meter høje lodrette spring. Det samme gælder ved mindre højde, hvis nedstyrtning på underliggende arealer er forbundet med særlig fare. Denne bestemmelse finder ikke anvendelse på arbejder angivet i § 1, stk. 4, nr. 2.
Stk. 2. Færdselsveje og -arealer skal holdes jævne og fri for materialer eller genstande, der kan være til fare for færdslen. Skakter, huller og lign. skal overdækkes eller afspærres.
§ 37. Hvor der er jævnlig færdsel af personer fra et niveau til et andet, skal der etableres hensigtsmæssige adgangsveje, fx i form af trapper, elevatorer eller ramper.
Stk. 2. Permanente trapper skal etableres så tidligt som muligt. Elevator skal etableres til steder, hvor der i mere end 2 måneder foregår arbejde i en højde af mere end 25 meter over terræn, hvis det er teknisk og praktisk muligt.
Stk. 3. Stiger skal være fastgjorte og opstillet med hensigtsmæssig hældning og således, at der er håndfæste ca. 1 meter over øverste niveau.
§ 38. Afhængig af arbejdets art og forholdene i øvrigt skal der være et tilstrækkeligt antal flugtveje af en sådan beskaffenhed og placering, at alle på arbejdsstedet i en faresituation kan komme i sikkerhed. Elevator accepteres ikke som flugtvej.
Stk. 2. Flugtveje skal føre så direkte som muligt til et sikkert område og holdes frit passable.
Stk. 3. I det omfang, det er påkrævet af hensyn til en sikker orientering og færdsel, skal færdselsveje og – arealer samt flugtveje have en tydelig markering af færdselsretninger, udgange og uventede niveauforskelle.
§ 39. Over adgangs- og transportveje, hvor der er risiko for nedstyrtning af materialer, skal der anbringes skærme eller overdækning.
Kapitel 7 Belysning
§ 40. På arbejdsområder skal der være passende belysning, tilpasset arbejdets art, så det enkelte arbejde kan foregå forsvarligt, herunder så vidt muligt i hensigtsmæssige arbejdsstillinger.
Stk. 2. Belysningen må ikke give generende blænding eller reflekser eller medføre generende varme.
§ 41. Adgangsveje, transportveje og færdselsarealer skal være belyst, så færdslen kan foregå forsvarligt. Belysningen skal have en styrke på mindst 25 lux.
Stk. 2. Lokaler, der ikke er belyst, og hvor der kan være risiko for fald eller anden særlig fare, skal være afspærret.
§ 42. I det omfang, det er påkrævet for sikker orientering, skal lokaler, arbejdspladser, adgangs- og flugtveje være forsynet med nødbelysning. Hvis dette ikke er muligt eller rimeligt, skal de ansatte være forsynet med en bærbar lygte, som er beskyttet imod stød og slag.
Kapitel 8 Orden og ryddelighed
§ 43. Der skal på byggepladsen være orden og ryddelighed, så forholdene til stadighed er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige. Det skal herunder navnlig iagttages,
- at veje, færdselsarealer, tekniske installationer og sikkerhedsforanstaltninger holdes i forsvarlig stand,
- at materialer, redskaber, ledninger m.v. ikke henlægges til fare for arbejdet eller færdslen,
- at veje, færdselsarealer og arbejdssteder holdes fri for spild og lign. samt ryddes ved sne og frost, og
- at affald og lign. henlægges på hensigtsmæssige steder og bortskaffes på forsvarlig måde.
Stk. 2. Rengøring skal udføres på en sådan måde, at skadelig forurening ikke spredes.
Kapitel 9 Velfærdsforanstaltninger
§ 44. Arbejdsgiveren skal sørge for, at den ansatte under arbejdet har adgang til:
- Toilet, der er aflåseligt.
- Spiserum med adgang til drikkevand i nærheden.
- Håndvask med rindende koldt og varmt vand.
- Opvarmet rum til fx vådt tøj.
- Soveplads, hvis der på arbejdsstedet udføres tjeneste med tilladelse til at sove.
Stk. 2. Gravide kvinder og ammende mødre skal have mulighed for at hvile sig liggende under passende forhold.
Stk. 3. Ansatte, der under arbejdet har risiko for at blive forurenet med materialer, der kan være smittefarlige, eller komme i berøring med stoffer og materialer, som det af sikkerheds- eller sundhedshensyn er vigtigt at få fjernet fra huden, skal have adgang til baderum eller andre faciliteter, som tjener til at hindre påvirkning fra eller spredning af de pågældende stoffer eller materialer. Indtagelse af mad og drikke må ikke finde sted i arbejdsrum, hvor der udføres arbejde af nævnte karakter.
§ 45. Rummene skal opvarmes i nødvendigt omfang, så der under benyttelsen er en temperatur af mindst 18° C.
Stk. 2. Rummene skal holdes ryddelige og rene og forsvarligt vedlige. Rummene må ikke benyttes til uvedkommende formål.
Kapitel 10 Dispensation og klageadgang
§ 46. Direktøren for Arbejdstilsynet kan, hvor særlige forhold foreligger, tillade afvigelser fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse, når det skønnes rimeligt og fuldt forsvarligt.
§ 47. Afgørelser efter denne bekendtgørelse kan påklages efter § 64 i lov om arbejdsmiljø i Grønland.
Kapitel 11 Kriminalretlige foranstaltninger
§ 48. Foranstaltninger efter kriminalloven for Grønland idømmes den, der
- overtræder §§ 5-45,
- ikke efterkommer påbud eller forbud, der er afgivet i henhold til bekendtgørelsen, eller
- tilsidesætter vilkår for dispensationer efter bekendtgørelsen.
Stk. 2. Ved udmålingen af en foranstaltning skal det betragtes som en skærpende omstændighed,
- at overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed,
- at der ved overtrædelsen er sket skade på liv eller helbred eller fremkaldt fare herfor,
- at der tidligere er afgivet påbud efter § 60, stk. 1 eller 2, i lov om arbejdsmiljø i Grønland for det samme eller tilsvarende forhold, eller
- at der ved overtrædelsen er opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre.
Stk. 3. For overtrædelse af §§ 5 – 45 er en arbejdsgiver ansvarlig, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller uagtsom. Det er en betingelse for ansvaret, at overtrædelsen kan tilregnes en eller flere til virksomheden knyttede personer eller virksomheden som sådan. For bødeansvar efter denne bestemmelse finder § 128, stk. 4 , i kriminallov for Grønland ikke anvendelse. Ved bødens udmåling finder stk. 2, nr. 2 - 4, tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. For overtrædelser, der begås af juridiske personer herunder aktie-, anparts- og andelsselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde, boer, kommuner, kommunale fællesskaber, der er omfattet af § 64 i landstingslov om de grønlandske kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser m.v., Grønlands hjemmestyret, staten, kan selskabet som sådant idømmes bøde.
Kapitel 12 Ikrafttræden
§ 49. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2023.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1348 af 15. december 2005 om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder i Grønland ophæves.
Arbejdstilsynet, den 14. juni 2023
Sine Frederiksen / Sofie Bisbjerg
Bilag
1 - Liste over særligt farligt arbejde