Asbest
Asbest i arbejdsmiljøet
Det kan være farligt at blive udsat for asbeststøv. Det er derfor vigtigt at forebygge enhver udsættelse.
I kan blive udsat for asbeststøv, når I udfører asbestarbejde. Det kan fx være under arbejde med nedrivning, reparation eller vedligeholdelse af bygninger opført før 1990.
Der kan også være risiko for udsættelse for asbeststøv under andet arbejde. Det kan fx være ved arbejde eller færdsel i en område, hvor der ikke er blevet gjort grundigt rent efter et asbestarbejde, eller på loftrum eller i kældre, hvor der forekommer beskadigede, asbestholdige materialer.
Forebyg udsættelse for asbeststøv
Det er arbejdsgiverens pligt at sørge for, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres på en sådan måde, at det i videst muligt omfang sikres, at personer på arbejdsstedet og i omgivelserne ikke udsættes for eller kan blive udsat for asbeststøv.
I forbindelse med et asbestarbejde har arbejdsgiveren bl.a. pligt til at anmelde arbejdet til Arbejdstilsynet og træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige, for at arbejdet kan udføres forsvarligt.
Hvad er asbestarbejde?
Asbestarbejde er arbejde med asbest og asbestholdigt materiale, fjernelse af asbestforurenet materiale og rengøring for asbeststøv.
Arbejde med asbestholdigt materiale er typisk arbejde udført i forbindelse med nedrivning, reparation og vedligeholdelse af især bygninger og bygningsdele, hvor der er anvendt asbestholdigt materiale.
Rengøring for asbeststøv er også i sig selv et asbestarbejde. Rengøring for asbeststøv kan også være oprydning efter forkert håndtering af asbestaffald, fx på en genbrugsstation.
Det er også et asbestarbejde at fjerne asbestforurenet materiale, fx asbestforurenet isoleringsmateriale på et loftrum, men det er ikke nedrivning.
Der er også andre eksempler på asbestarbejde end dem, der er nævnt ovenfor, fx oprydning efter brand eller sammenstyrtning af asbestholdige materialer eller indsamling af materialeprøver med henblik på analyse for indhold af asbestfibre.
Et asbestarbejde, fx nedrivning, er ikke afsluttet, før eventuelt asbestholdigt affald er emballeret og gjort klar til afhentning fra arbejdsstedet, og der er udført grundig slutrengøring for asbeststøv.
Arbejde med risiko for udsættelse for asbeststøv
Reglerne om asbest i arbejdsmiljøet gælder for asbestarbejde, som er arbejde med asbest og asbestholdigt materiale, fjernelse af asbestforurenet materiale og rengøring for asbeststøv.
Reglerne gælder også for arbejde i øvrigt, hvor der er risiko for udsættelse for asbeststøv. Denne type arbejde er bl.a.:
- Håndværkeres arbejde i et område på en byggeplads, hvor der forekommer asbeststøv på grund af utilstrækkelig rengøring efter et tidligere asbestarbejde. Det kan fx være arbejde med at trække nye elkabler eller rør i en kælder.
- Håndværkeres arbejde på et loftrum, hvor der forekommer asbestforurenet isoleringsmateriale. Det kan fx være service af et ventilationssystem eller reparation af tagspær.
- Håndtering af asbestholdigt affald, på en genbrugsplads eller under transport, da der kan gå hul på den lukkede emballage.
- En viceværts arbejde i et kælderrum, hvor der ligger drys fra asbestholdig rørisolering.
- Redningsberedskabets håndtering af asbestholdige materialer i akutfasen under deres indsats ved typisk brand, sammenstyrtninger eller ulykker og deres eventuelle indsats til sikring af stedet. Det kan fx være flytning af asbestholdigt materiale under brandslukning eller afstivning af bygninger. Det opfølgende arbejde med fx oprydning eller rengøring for asbeststøv er et asbestarbejde.
- Arbejde i og håndtering af asbestforurenet jord.
- Andet arbejde, hvor der er risiko for udsættelse for asbeststøv.
Denne type arbejde er ikke et asbestarbejde. Men pga. risiko for udsættelse for asbeststøv, skal arbejdet stadig planlægges, tilrettelægges og udføres i overensstemmelse med reglerne. Det vigtigste krav er, at denne type arbejde skal udføres på en sådan måde, at det i videst muligt omfang sikres, at personer på arbejdsstedet og i omgivelserne ikke udsættes for asbeststøv. Det indebærer fx grundigt rengøring, eventuel binding af asbeststøvet, anvendelse af egnede personlige værnemidler og adgang til arbejdshygiejniske foranstaltninger.
Byggematerialer med asbest
Det er forbudt at anvende asbestholdige materialer i byggeriet. Byggematerialer med asbest har dog tidligere været lovligt anvendt og findes derfor fortsat i danske bygninger, hvor de udgør en sundhedsrisiko ved reparations- og nedrivningsopgaver. SBI-anvisning 229: 'Byggematerialer med asbest' er et katalog over kendte asbestholdige materialer, der har været anvendt fra 1900-1990. - SBI-anvisningen er offentliggjort på at.dk efter indbyrdes aftale mellem Arbejdstilsynet og Statens Byggeforskningsinstitut
Forundersøgelse for asbest
Ved arbejde i bygninger opført før 1990 kan der være risiko for indånding af farlige asbestfibre. Som arbejdsgiver skal du sikre dig, at det ved en forundersøgelse er fastslået, hvilke materialer der kan formodes at indeholde asbest, inden nedrivning, reparation eller vedligeholdelse påbegyndes.
Forundersøgelsespligt gælder ved arbejde med bygninger, konstruktioner, installationer mv. og fx skibe under værftsarbejde.
En forundersøgelsen for asbest kan understøttes af oplysninger fra fx ejerne. Hvis der er den mindste grund til mistanke om forekomst af asbest i et materiale eller en bygning, skal arbejdet betragtes som et asbestarbejde og udføres efter reglerne i asbestbekendtgørelsen.
Særligt om skjult asbest
Skjult, ikke-registreret asbest bl.a. i bygninger opført før 1990 udgør en risiko for utilsigtet spredning af asbeststøv. Det gælder både ved mindre opgaver med reparation og vedligeholdelse, samt større opgaver med nedrivning. Ved nedrivning forstås fuldstændig eller delvis fjernelse eller nedtagning af asbestholdigt materiale. Det er derfor vigtigt, at du som arbejdsgiver sikrer dig, at der er gennemført en forundersøgelse, inden du igangsætter arbejdet. Du kan inddrage eventuelle tidligere forundersøgelser af bygningen.
Ved mindre arbejdsopgaver, hvor det kun er din virksomhed, der skal udføre arbejde på stedet, kan du som arbejdsgiver spørge bygherren, om der er kendskab til forekomst af asbest. Oplysninger om tidligere ombygninger og renoveringer kan også danne grundlag, når I vurderer, om der kan være risiko for forekomst af asbest, og en grundig visuel undersøgelse af arbejdsområdet kan ligeledes medvirke til at afdække, om der kan være risiko for forekomst af asbest. Få undersøgt prøver af materialerne for asbest.
Ved arbejdsopgaver, hvor der skal udføres arbejde af mindst to virksomheder samtidig, skal bygherren sikre, at der undersøges for asbest. Arbejde, der kan indebære risiko for udvikling af asbeststøv, skal indgå i bygherrens Plan for Sikkerhed og Sundhed (PSS) og i arbejdsmiljøkoordineringen ved projektering og udførelse af arbejdet.
Om kvaliteten af forundersøgelser
Der skal foretages grundige forundersøgelser for forekomst af asbest i bygninger opført før 1990, inden arbejde med nedrivning, reparation eller vedligeholdelse af bygningerne sættes i gang.
Nedrivning
Ved fuldstændig eller delvis nedrivning af bygninger opført før 1990 er det vigtigt allerede i forbindelse med projektering og planlægning af arbejdet at fastslå, hvor der forekommer materialer, der indeholder asbest. Det kan bl.a. gøres ved at undersøge bygningens historik, herunder om der tidligere er fjernet asbest i bygningen. Er der den mindste grund til mistanke om, at der stadig kan være asbest tilbage i bygningen, skal bygningen undersøges for dette.
En forundersøgelse skal være dækkende i forhold til formålet med undersøgelsen og foretages på et retvisende grundlag. Det kræver almindeligvis, at der udarbejdes en grundig plan for undersøgelsen, herunder hvilke materialer eller bygningsdele der evt. skal tages prøver af, og som skal undersøges for indhold af asbest. En sådan plan og selve prøvetagningen vil i de fleste tilfælde skulle udføres af en sagkyndig med specialviden om, hvor der typisk kan findes asbest i forskellige typer bygninger mv. Undersøgelsen af asbestprøverne kræver også specialviden og -udstyr.
Forundersøgelsen gennemføres normalt først som en visuel gennemgang af bygningen på baggrund af viden om bygningens historik. Herudfra udarbejdes der en plan for eventuel prøvetagning af de forskellige bygningsdele og -materialer. Da den første gennemgang af bygningen i de fleste tilfælde foretages, mens bygningen stadig anvendes til beboelse eller arbejde, vil det også være relevant at tage stilling til, hvor det kan være nødvendigt at foretage nærmere undersøgelser i bygningen, hvor forskellige bygningsdele fx skilles fra hinanden. Eksempler på det kan være, at der nedtages fliser i toiletter, baderum og køkkener, så der kan tages prøver af fliseklæbemidlet, og at der tages hul på gulvbelægninger for at undersøge for asbest i afretningsspartel mv.
Reparation og vedligeholdelse
Ved reparation og vedligeholdelse af bygninger opført før 1990, hvor der gøres indgreb i bygningsdele og -materialer, fx boring eller skæring, skal der undersøges for, om der er asbest i de berørte bygningsdele og materialer. Undersøgelsen skal foretages, inden arbejdet igangsættes.
Undersøgelsen foretages normalt først som en visuel gennemgang af arbejdsområdet i bygningen på baggrund af bygningens historik i forhold til tidligere fjernet asbest og eventuel viden om indkapslet asbest. Er der den mindste grund til mistanke om, at der kan være asbest i de bygningsdele og materialer, der berører arbejdet, tages der materialeprøver, som undersøges for asbest.
I mange tilfælde er det nødvendigt at lade en sagkyndig undersøge arbejdsområdet i bygningen for asbest, foretage prøvetagning og undersøge prøverne for asbest.
Nedrivning, hvor der forekommer asbeststøv i væsentligt omfang
Ved nedrivning, hvor der forekommer asbeststøv i væsentligt omfang, skal det pågældende arbejdsområde afskærmes fra omgivelserne ved hjælp af et støvtæt telt eller lignende. Adgang til det afskærmede område skal ske gennem en luftsluse. Det afskærmede område skal have et undertryk, så spredning af støv til andre områder hindres.
Personlige værnemidler
Egnede personlige værnemidler, herunder åndedrætsværn, skal anvendes, når der er risiko for udsættelse for asbeststøv.
Der skal anvendes egnede personlige værnemidler, når der er risiko for udsættelse for asbeststøv. Det gælder både under asbestarbejde og under arbejde i øvrigt, hvor der er risiko for udsættelse for asbeststøv.
Det er almindeligvis ikke muligt at udføre et asbestarbejde helt uden risiko for udsættelse for asbeststøv, heller ikke selvom der anvendes arbejdsmetoder og tekniske hjælpemidler, der begrænser støvudviklingen mest muligt, og luftforureningen fjernes med procesudsug. Fx vil nedrivning af asbestholdige bølgetagplader også nødvendiggøre anvendelse af personlige værnemidler.
Hvis man kan godtgøre, at der i den konkrete arbejdssituation ikke er risiko for udsættelse for asbeststøv, behøver de ansatte ikke anvende personlige værnemidler, men de skal stadig have udleveret et egnet åndedrætsværn. Disse situationer kan fx være ved anvendelse af procesudsug eller støvfrie arbejdsmetoder. Det betyder, at de ansatte også skal have udleveret et egnet åndedrætsværn, hvis de udfører asbestarbejde med lavt støvniveau.
Personlige værnemidler, som har været anvendt i et område, hvor der foregår et asbestarbejde, må ikke bæres uden for området, og de skal rengøres for støv, før de tages af. Når adgang til et afskærmet arbejdsområde sker gennem en luftsluse, skal værnemidlerne rengøres for støv og tages af i slusen.
Efter brug skal værnemidlerne kontrolleres, rengøres og anbringes på et nærmere angivet sted, fx i omklædningsrummet.
Når personlige værnemidler kasseres, skal de samles i lukket emballage og bortskaffes som asbestholdigt affald.
Anvendelse af åndedrætsværn
Anvendelse af åndedrætsværn skal begrænses til det strengt nødvendige. Det vil sige, at arbejdet så vidt muligt skal udføres uden, at der udvikles støv, eller der på anden måde er risiko for udsættelse for asbeststøv. Det kan være generende at bære åndedrætsværn gennem længere tid, og der skal derfor holdes pauser, der fastsættes under hensyntagen til de fysiske og psykiske belastninger som følge af arbejdets art, temperaturforhold eller lignende. Der er desuden begrænsninger i den tid, de ansatte må arbejde med åndedrætsværn:
- Arbejde med luftforsynet åndedrætsværn eller filterende åndedrætsværn med turboenhed (turbomaske) må for den enkelte ikke overstige 6 timer pr. dag.
- Ved nedrivning må arbejde med luftforsynet åndedrætsværn eller filtrerende åndedrætsværn med turboenhed for den enkelte ikke overstige 4 timer pr. dag. Der skal holdes pause af passende længde senest efter 2 timers uafbrudt arbejde.
- Arbejde med filtrerende åndedrætsværn uden turboenhed (støvmaske) må for den enkelte ikke overstige 3 timer pr. dag.
I den øvrige arbejdstid må de ansatte udføre arbejde, der ikke kræver brug af åndedrætsværn.
Ved valg af åndedrætsværn skal der også tage hensyn til mængden af asbeststøv i luften i arbejdsområdet og åndedrætsværnets beskyttelsesfaktor. Det har betydning for, hvilket åndedrætsværn der er egnet til arbejdet.
Filtrerende åndedrætsværn i form af ansigtsmasker (FFP1, FFP2 og FFP3) slutter ikke tæt til ansigtet og vil derfor sjældent være tilstrækkelige. Selv den højeste klasse, FFP3, kan kun forventes at have en beskyttelsesfaktor på 10 ved brug under arbejdet. Det betyder, at 10 pct. af asbeststøvet i luften vil slippe gennem eller uden om filteret.
Det er derfor nødvendigt at anvende et åndedrætsværn, der kan tilpasses, så det slutter tilstrækkeligt tæt til ansigtet. Det kan være et egnet, filtrerende åndedrætsværn med turboenhed eller et egnet luftforsynet åndedrætsværn. Pga. den strenge grænseværdi for asbest i arbejdsmiljøet må det forventes, at et åndedrætsværn med P2-filter sjældent er egnet til arbejdet. Ved høje koncentrationer af asbeststøv, fx når der under nedrivning forekommer asbeststøv i væsentligt omfang, må det forventes, at der skal anvendes luftforsynet åndedrætsværn for at sikre tilstrækkelig beskyttelse.
Anvendelse af personlige værnemidler i form af beklædning
Personlige værnemidler i form af beklædning, herunder hovedbeklædning, kan enten være egnede støvafvisende engangsdragter med hætte eller støvafvisende overtræksdragter af stof. Hvis dragterne genbruges, skal de vaskes adskilt fra andet tøj og ved transport til vask være pakket i lukket emballage, der tydeligt mærkes med oplysning om, at indholdet kan afgive asbeststøv.
Håndtering af asbestholdigt affald
Asbestholdigt materiale, der ikke længere er i anvendelse, skal bortskaffes som asbestholdigt affald. Det gælder også for asbeststøv i øvrigt.
Asbestholdigt affald skal opbevares og transporteres i egnet, lukket emballage. Støvende asbestholdigt affald – fx teknisk isolering, fliseklæb og knækkede tagplader – skal befugtes, før det emballeres.
Emballagen skal mærkes med oplysning om, at den indeholder asbest.
Emballagen skal kunne sikre, at der ikke spredes asbeststøv til personer i omgivelserne under opbevaring og transport.